Ecoadvise Blog

Ecoadvise Blog

Natur og miljø i Grønland

Denne blog er i februar 2008 oprettet for at bringe nyheder og links om natur og miljø i Grønland.

Endelig, og ikke mindst, er bloggen åben for diskussion og kommentarer om disse emner.

Læs andre nyheder og baggrundsinfo om fangst og fredning af havpattedyr og fugle i Grønland her (på engelsk).

Indlæg vil blive slettet/redigeret, såfrem de ikke opfylder krav til saglighed, indhold og almen interesse.

Læserbrev i Nordjyske Stiftstidende

Sælfangst i GrønlandOprettet af Thor Hjarsen lør, februar 28, 2009 18:21
Her er link til mit læserbrev bragt i Nordjyske Stiftstidende - både i den trykte udgave og her på webavisen. Læserbrevet er en respons på EU parlamentsmedlem Ole Christensens (S) indlæg i samme avis, hvor han hævder at EU's eventuelle forbud mod sælskind fra Canada vl ramme grønlandske børn.

  • Kommentarer(0)//blog.ecoadvise.dk/#post10

Sælskind og sultne børn

Sælfangst i GrønlandOprettet af Thor Hjarsen man, februar 16, 2009 23:24

Ole Christiansen er medlem af Europa parlamentet for Socialdemokraterne - i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende den 10. februar 2009 forsvarer han den grønlandske sælskindseksport og kobler den direkte med problemerne med de sultne grønlandske børn.

Her er min e-mail til Ole Christiansen sendt den 16. februar 2009:

Kære Ole Christensen,

Jeg har med interesse - og bekymring - læst dit læserbrev til Nordjyske Stiftstidende. Indlægget rummer desværre en række udsagn, som enten er mangelfulde eller direkte misvisende.

Til din orientering har jeg arbejdet med grønlandsk fangst og naturbeskyttelse siden 1999 som biolog – først ansat i hjemmestyret og sidenhen som rådgiver. Jeg besøger Grønland flere gange årligt og har rejst på det meste af kysten – både i Vest og Øst. For nogen er dette vigtigt at vide – uvidenhed bruges desværre tit i flæng i grønlandske spørgsmål til at affærdige kritikere.

Lad mig starte fra en ende af:

1. De grønlandske sælfangstmetoder endnu mere problematiske end de canadiske. Dette er et udsagn fra det grønlandske hjemmestyres ledende dyrlæge, da Great Greenland i 2006 blev afsløret i af handle med canadiske sælungeskind:

I Grønland skyder man, som du ved, sæler med rifler, eller drukner dem i garn. Det er uendeligt få af de 350.000 sæler i Grønland, der fanges på traditionel manér – dvs med harpun. Mht riffelfangsten er tabene ved fangsten meget høj – 25-32% af sælerne synker jf hjemmestyrets egen undersøgelse af sælfangsten. En undersøgelse, der blev fremlagt på et NAMMCO møde i København i 2006. Dvs der er meget store tab i Grønland under denne form for fangst. I Canada er tabene noget nær 0%, da alle ungsæler der slås ned med hakapik, flænses. Endvidere medfører anskydning i Grønland store lidelser for de ramte dyr. Tilsvarende anskydningsprocenter går igen i den grønlandske fangst af fx småhvaler og hvalros.

Mht fangsten i sælgarn, foregår der en bevidst drukning af sælerne (tilsvarende fangstmetode bruges også på hvidhvaler i Grønland). Denne form for fangst er direkte undtaget fra den grønlandske dyreværnslov, mens man i resten af verden (herunder Danmark) gør sig store anstrengelser for at undgå at fx marsvin drukner i fiskernes garn.

2. Der er ingen direkte kobling mellem Grønlands sultne børn, sælfangsten og den grønlandske eksport af sælskind. At lave denne forbindelse, er simpelthen i modstrid med al viden. To uafhængige beregninger har vist, at der er 350-450 gram kød til rådighed pr. dag til hver eneste grønlænder – fra spæd til olding. Heri er indregnet al kødimport, samt egen fangst af havpattedyr, fugle, rener og moskusokser – endda fratrukket det som slædehundene spiser. Den seneste beregning er foretaget af Rasmus Ole Rasmussen, RUC på foranledning af Hjemmestyret. Så børnene behøvede ikke at sulte – for mad er der masser af i Grønland, men rigtigt meget går til spilde. Fx fordi narhvaler nedlægges og kun spækket og tænderne tages med, mens kødet efterlades på øde strande. En sådan sag blev senest omtalt i bl.a. danske medier i 2008.

3. Sælkød kasseres i meget stort omfang i Grønland – særligt i Sydgrønland, som er udenfor hundeslædedistriktet. Herom kunne man fx læse på KNR i april 2008 hvor mere end 2000 sælkroppe var kasseret på 14 dage i Paamiut. Sælkødet og sælskindene kan IKKE løse Grønlands massive sociale problemer, hvor også børnene er endt som ulykkelige ofre for visse forældres og samfunds svigt. Børnenes (og de voksnes) vilkår handler om fejlslagen beskæftigelses-, uddannelses-, bolig- og socialpolitik under 25 års selvstyre. Sæl- og hvalkød er efterhånden kun noget grønlændere spiser til festlige sammenkomster - kg prisen forhindrer at almindelige familier kan spise det oftere. Importeret dansk svine- og kalkunkød er billigere, hvilket man kun kan begræde.

4. Sælskindsindhandlingen finder alene af sted pga af et generøst hjemmestyretilskud på samlet 30 mio kr årligt. Heraf ender de 10 mio kr i Great Greenland, mens de sidste 20 mio udbetales til fangerne. Der er ingen direkte kobling mellem indhandlingen af sælskind og eksporten – hjemmestyret har gennem årtier opkøbt sælskind uanset om de kunne eksporteres eller ej. Enorme mængder af skind er kasseret på dumpen i Qorqortoq gennem mange år. Den dag tilskuddet forsvandt, ville skindindhandlingen også uddø. Den er en social støtteordning, hvilket også blev indrømmet af ledende grønlandske politikere i efteråret 2008. Man kan naturligvis spørge sig selv om, man fortsat skal anvende af så mange grønlandske og danske skattekroner (60% af det hjemmestyrets drift hidrører fra det danske bloktilskud) på et erhverv, som kun har meget få fremtidsmuligheder og fx fastholder fangernes børn i en socialt og uddannelsesmæssigt vakum. Er behovene ikke større andre steder?

5. Det viser sig at op mod halvdelen af de sælskind Great Greenland opkøber, indhandles af såkaldte fritidsfangere – dvs fangere som fx til dagligt er skolelærere, politibetjente, eller kontorchefer. De resterende skind indhandles af erhvervsfangere, som rigtigt nok er afhængige af indhandlingstilskuddet, men som i højere og højere grad forlader erhvervet til fordel for fx fiskeri. Mindre end 1000 mand kunne iflg KNAPK (fangerorganisationen) i 2000 siges at have sin hovedindkomst som fangere. Sidenhen er tallet faldet yderligere. I dag er en erhvervsfangeres gennemsnitsindtægt på 50.000 DKK – mens forskellen på rig og fattig i Grønland vokser dag for dag og nu er større end i USA. Og det er altså det erhverv, som Grønland ønsker at forsvare og fatsholde uden skelen til alternative muligheder indenfor uddannelse og erhvervsudvikling. Jeg vil mene, man gør fangerne og deres familier en bjørnetjeneste ved ikke at løse problemet mere grundlæggende.

6. EU vil undtage bl.a. grønlandske sælskind fra sit eventuelt kommende importforbud. Uanset dette frygtede forbud er sælskindseksporten fra Grønland stort set gået i stå indenfor det seneste 1½-2 år. Udenlandske pelshandlere oplever manglende interesse for sælskind bla. pga af de milde vintre. Endvidere har grønlandske sælskind meget hård konkurrence fra især canadiske sælskind, da de sidstnævnte er af meget højere og ensartet kvalitet. Bl.a. derfor forsøgte Great Greenland i al stilhed at handle med canadiske sælskind fra 2004-2006, indtil det blev afsløret af bl.a. Politiken. At canadiske skind i skindhandlernes øjne er bedre end de grønlandske, kan man læse i Great Greenland egne indberetninger fra 2005 og 2006 til sin ejer, Grønlands Hjemmestyre.

7. Da Great Greenlands handel med canadiske sælskind blev afsløret i 2006 i udlandet, blev den canadiske sælungefangst i skarpe vendinger først fordømt af Aqqaluk Lynge fra ICC med ordene: ”I modsætning til inuit fangerne, anvender New Foundlænderne naturen som slagtehus”. Allerede få dage efter skiftede Aqqaluk Lynge mening og bakkede op om de canadiske sælskindsjægere. Man kan spekulere over hvorfor det skete, men en nærliggende hypotese er naturligvis, at de grønlandske fangstmetoder ikke tåler omverdenens lys i end moderne og forhåbentlig oplyste tid.

De venligste hilsner

Thor Hjarsen

  • Kommentarer(0)//blog.ecoadvise.dk/#post9

Grønlandsk sælfangst ikke truet

Sælfangst i GrønlandOprettet af Thor Hjarsen lør, juli 26, 2008 17:11

Grønlandsk sælfangst ikke truet

Af Thor Hjarsen, arktisk biolog, EcoAdvise.dk

Lad os først slå fast, i Grønland hersker regulær fattigdom – særligt ude i bygderne. Men det kan hverken EU eller sælfangst ændre på.

Med en årsløn på 50-70.000 kr, kan ingen fanger leve af sin fangst. Han er afhængig af konens løn.

Kun canadiske sælskind forbydes

Nu vil EU forbyder import af sælskind. Selv de, der rejser til den store ø i nord, er så forblændet af deres indre grønlandske glansbillede, at de ikke vil se fakta. De påstår, at EU’s forbud er en trussel mod det grønlandske fangersamfund.

EU’s forbud er rettet mod canadiske og norske, kølledræbte sælunger, der 2-8 uger gamle, dræbes af fiskere bevæbnet med køller på isen ud for bl.a. New Foundland.

Forbuddet omfatter ikke de grønlandske sælskind.

Grønland får derimod eneret til det europæiske marked for sælskind. En detalje som selv Grønlands øverste embedsmand for fangst og fiskeri undlader at fortælle dansk presse.

Sæljagt for sjov

EU’s forbud betyder intet for grønlændernes muligheder for at gå på sælfangst. Der fanges allerede 180.000 sæler årligt i Grønland. Det vil fortsætte.

Af fangsten eksporteres ca. 50.000 sælskind. Dog ikke uden 500 tilskudskroner bundet i halen på hvert enkelt skind.

Sælskind i Grønland opkøbes, eller indhandles, som man kalder det, med betydelig støtte fra skatteyderne. I alt 26,5 millioner kroner om året.

Det har også vist sig, at 3 ud af 4 sælskind indhandles af det, der i Grønland hedder fritidsfangere. Det vil sige skolelærere, politimænd og taxichauffører, der i weekenden sejler ud på fjorden og skyder sæler for sjov.

Den rigtige fanger – erhvervsfangeren – indhandler kun hvert fjerde skind, og af hans indtægt stammer 90 ud af 100 kroner fra fisk og rejer.

I hele Grønland er der blot 1.000 erhvervsfangere ud af en befolkning på 56.000 mennesker. Fangst som erhverv er allerede ved at uddø, og det er hverken EU eller dyrevennernes skyld.

Sælkød smides ud

I dele af Grønland er sælkød stadig vigtigt for familierne. Kødet spises eller og gives til hundene. I et begrænset omfang sælges kødet også på ”brættet” – det lokale fanger-marked.

Men der er også områder i Grønland, hvor sæler skydes, skindet flås af og kroppen dumpes fjorden. Den grønlandske radioavis fortalte forleden, at på to uger var 2.500 sælkroppe smidt i havet af fangerne fra en lille sydgrønlandsk by. Kun skindet kunne sælges. Her gider folk ikke æde sælkød. Om det er ”traditionel levevis”, som bør beskyttes af EU, er vist en smagssag.

Ingen ved, hvor meget frisk fangstkød, der smides ud i hele Grønland. Vi ved kun, at hver eneste grønlænder, fra spæd til olding, skal spise sig gennem næsten ½ kilo kød hver dag. Naturligvis en umulighed.

Uansvarlige politikere

For Grønlands og fangerens økonomi er sælskind helt ubetydeligt. Landskassen kunne endda spare mange penge ved at stoppe sælskindseksporten nu og her. Penge, der i stedet kunne bruges på fx de mange selvmordstruede børn.

For i Grønland begår børn selvmord, mens politikerne forærer sig selv store villaer. Eller rejser ud i verden og påstår, at sælfangst handler om nationens overlevelse. Måske mest for at flytte fokus.

  • Kommentarer(0)//blog.ecoadvise.dk/#post8

Hvor er effekten af 80'ernes antisælskindskampagne?

Sælfangst i GrønlandOprettet af Thor Hjarsen søn, juni 22, 2008 14:22

Blog Image

(Kilde: Grønlands Statistik).

Det forlyder jævnligt i Grønland, at babysælkampagnerne i 1980'erne ødelagde den grønlandske sælskindseksport. Men passer det? Kigger man på tallene, kan det med ligeså god ret hævdes, at babysælkampagnerne hjalp de grønlandske sælfangere!

Man fik nemlig adgang til lukrative tilskudsordninger, der med årene blot er blevet større og større. Og eksporten? Ja, den steg også har i dag aldrig har været højere. Siden starten af 1990'erne har den ligget stabilt på omkring 50.000 sælskind årligt.

Fakta er, at indhandlingen af sælskind var uændret i alle år i 1980'erne. Efterfølgende voksede den endda til det dobbelte (se figuren ovenfor). Samtidig brugte hjemmestyret stadig flere og flere penge på at støtte sælfangerne og drive Great Greenland; den hjemmestyre-ejede garveri.

Alt tyder endda på, at det høje indhandlingsniveau bliver reguleret af størrelsen af det offentlige tilskud, og ikke af eksporten af sælskind fra Grønland til omverden, da den synes at være nogenlunde stabil på 40-60.000 skind/år. Uanset indhandlingen.

Great Greenland, som garver og markedsfører vores sælskind, ville derimod fordampe fra jordens overflade, samme dag som driftstilskuddet på 7,5 millioner kr stoppede.

Indhandlingstilskuddet pr. sælskind var i 1981 på 140 kr og toppede i 2001 med 364 kr pr. skind. I visse år var tilskuddet samlet på mere end 30 mio. kr.

I 2007 bidrog grønlandske skatteydere med 19 mio til sælskindsindhandlingen, ud over driftstilskuddet til lønninger og bygninger i Great Greenland. Dét år betalte skatteyderne 357 kr for hvert af de 70.000 sælskind Great Greenland fik mellem hænderne. Det samlede offentlige tilskud per eksporteret skind er endnu højere. Hvert enkelt sælskind, der sendes ud af Grønland, har bundet 500 skattekroner i halen.

Men alligevel hutler de grønlandske erhvervsfangere sig igennem hverdagen med en årlig indtægt på 70-80.000 kr om året. Hvorfor mon?

En RUC-undersøgelse af fangernes socioøkonomiske forhold viser nemlig overraskende, at 3 ud af 4 sælskind indhandles af fritidsfangere og ikke af de trængende erhvervsfangere. De grønlandske erhvervsfangere ligger derfor i direkte konkurrence med håndværkere, embedsmænd, skolelærere og taxichauffører, som allerede tjener en god løn.

Man kan undre sig over, hvorfor KNAPK og ICC ikke protesterer over dette forhold. Hvorfor bakker man ikke op, når de 20-25 erhvervsfangere i Ittoqortoomiit siger, de kan indhandle 4.000 skind om året (Sermitsiaq Erhverv, uge 17/2007)? Det de østgrønlandske fangere mangler, er simple indhandlingsfaciliteter og et indhandlingstilskud. I stedet havner millioner af kr i lommerne på folk, der skyder sæler for sjov.

RUC's undersøgelse af indhandlingen viste også, at sælskind i erhvervsfangerens samlede økonomiske regnskab, er ubetydelige. Sælskind udgør højest 7-8% af fangernes indhandling. Deres hovedindkomst stammer fra rejer, krabber og fisk, med mere end 90% af indkomsten (se figur herunder). Netop rejer, krabber og fisk indhandles og eksporteres fra Grønland stort set uden offentlige tilskud.

Blog Image

(Årlig indhandling, 1992-2002 - lyserød: skaldyr, blå: fisk, lyseblå: sæl. Lodret akse: DKK. Kilde: Rasmus Ole Rasmussen's rapport til Grønlands Hjemmestyre om fangererhvervets økonomi, 2005 - link herunder).

Statistikkerne viser dermed, at det ihvertfald ikke er erhversfangernes økonomi, som bliver påvirket af EU's varslede importforbud. Hverken faldende eller øget indhandling eller eksport af sælskind fra Grønland har nogen signifikant betydning for de i forvejen fattige fangerfamiliers samlede indkomst. Hvorfor? Fordi sæler udgør en så lille del af deres indkomstgrundlag.

Tilgengæld har sælerne stor betydning for fangernes subsistens-økonomi i de tilfælde, hvor kødet anvendes i husholdning eller som foder til slædehunde. Dette må ikke undervurderes. Denne anvendelse er netop uafhængig af eksporten og dermed forbrugernes eventuelle misforståede boykot efter et EU-forbud.

Problematisk er det så, at op mod 100.000 sælskind hvert år "forsvinder" op i den blå luft, og tusindvis af sæler i Sydgrønland dumpes i havet fordi ingen gider æde kødet. Der kasseres enorme mængder af sælskind og sælkød i Grønland for at skaffe 50.000 sælskind i eksportkvalitet.

Den ovennævnte undersøgelse blev gennemført på det grønlandske hjemmestyres foranledning af RUC-forskeren Rasmus Ole Rasmussen. Rapporten kan downloades som PDF fra hjemmestyrets hjemmeside her ("Analyse af fangererhvervet..." under "Fangst". Fig. 7.1, samt de tilhørende bemærkninger i rapporten viser, at fritidsfangerne høster 3/4 af hjemmestyrets indhandlingstilskud til sælskind).

  • Kommentarer(0)//blog.ecoadvise.dk/#post7