Ecoadvise Blog

Læserbrev i Nordjyske StiftstidendeSælfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen lør, februar 28, 2009 18:21

Her er link til mit læserbrev bragt i Nordjyske Stiftstidende - både i den trykte udgave og her på webavisen. Læserbrevet er en respons på EU parlamentsmedlem Ole Christensens (S) indlæg i samme avis, hvor han hævder at EU's eventuelle forbud mod sælskind fra Canada vl ramme grønlandske børn.

Sælskind og sultne børnSælfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen man, februar 16, 2009 23:24

Ole Christiansen er medlem af Europa parlamentet for Socialdemokraterne - i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende den 10. februar 2009 forsvarer han den grønlandske sælskindseksport og kobler den direkte med problemerne med de sultne grønlandske børn.

Her er min e-mail til Ole Christiansen sendt den 16. februar 2009:

Kære Ole Christensen,

Jeg har med interesse - og bekymring - læst dit læserbrev til Nordjyske Stiftstidende. Indlægget rummer desværre en række udsagn, som enten er mangelfulde eller direkte misvisende.

Til din orientering har jeg arbejdet med grønlandsk fangst og naturbeskyttelse siden 1999 som biolog – først ansat i hjemmestyret og sidenhen som rådgiver. Jeg besøger Grønland flere gange årligt og har rejst på det meste af kysten – både i Vest og Øst. For nogen er dette vigtigt at vide – uvidenhed bruges desværre tit i flæng i grønlandske spørgsmål til at affærdige kritikere.

Lad mig starte fra en ende af:

1. De grønlandske sælfangstmetoder endnu mere problematiske end de canadiske. Dette er et udsagn fra det grønlandske hjemmestyres ledende dyrlæge, da Great Greenland i 2006 blev afsløret i af handle med canadiske sælungeskind:

I Grønland skyder man, som du ved, sæler med rifler, eller drukner dem i garn. Det er uendeligt få af de 350.000 sæler i Grønland, der fanges på traditionel manér – dvs med harpun. Mht riffelfangsten er tabene ved fangsten meget høj – 25-32% af sælerne synker jf hjemmestyrets egen undersøgelse af sælfangsten. En undersøgelse, der blev fremlagt på et NAMMCO møde i København i 2006. Dvs der er meget store tab i Grønland under denne form for fangst. I Canada er tabene noget nær 0%, da alle ungsæler der slås ned med hakapik, flænses. Endvidere medfører anskydning i Grønland store lidelser for de ramte dyr. Tilsvarende anskydningsprocenter går igen i den grønlandske fangst af fx småhvaler og hvalros.

Mht fangsten i sælgarn, foregår der en bevidst drukning af sælerne (tilsvarende fangstmetode bruges også på hvidhvaler i Grønland). Denne form for fangst er direkte undtaget fra den grønlandske dyreværnslov, mens man i resten af verden (herunder Danmark) gør sig store anstrengelser for at undgå at fx marsvin drukner i fiskernes garn.

2. Der er ingen direkte kobling mellem Grønlands sultne børn, sælfangsten og den grønlandske eksport af sælskind. At lave denne forbindelse, er simpelthen i modstrid med al viden. To uafhængige beregninger har vist, at der er 350-450 gram kød til rådighed pr. dag til hver eneste grønlænder – fra spæd til olding. Heri er indregnet al kødimport, samt egen fangst af havpattedyr, fugle, rener og moskusokser – endda fratrukket det som slædehundene spiser. Den seneste beregning er foretaget af Rasmus Ole Rasmussen, RUC på foranledning af Hjemmestyret. Så børnene behøvede ikke at sulte – for mad er der masser af i Grønland, men rigtigt meget går til spilde. Fx fordi narhvaler nedlægges og kun spækket og tænderne tages med, mens kødet efterlades på øde strande. En sådan sag blev senest omtalt i bl.a. danske medier i 2008.

3. Sælkød kasseres i meget stort omfang i Grønland – særligt i Sydgrønland, som er udenfor hundeslædedistriktet. Herom kunne man fx læse på KNR i april 2008 hvor mere end 2000 sælkroppe var kasseret på 14 dage i Paamiut. Sælkødet og sælskindene kan IKKE løse Grønlands massive sociale problemer, hvor også børnene er endt som ulykkelige ofre for visse forældres og samfunds svigt. Børnenes (og de voksnes) vilkår handler om fejlslagen beskæftigelses-, uddannelses-, bolig- og socialpolitik under 25 års selvstyre. Sæl- og hvalkød er efterhånden kun noget grønlændere spiser til festlige sammenkomster - kg prisen forhindrer at almindelige familier kan spise det oftere. Importeret dansk svine- og kalkunkød er billigere, hvilket man kun kan begræde.

4. Sælskindsindhandlingen finder alene af sted pga af et generøst hjemmestyretilskud på samlet 30 mio kr årligt. Heraf ender de 10 mio kr i Great Greenland, mens de sidste 20 mio udbetales til fangerne. Der er ingen direkte kobling mellem indhandlingen af sælskind og eksporten – hjemmestyret har gennem årtier opkøbt sælskind uanset om de kunne eksporteres eller ej. Enorme mængder af skind er kasseret på dumpen i Qorqortoq gennem mange år. Den dag tilskuddet forsvandt, ville skindindhandlingen også uddø. Den er en social støtteordning, hvilket også blev indrømmet af ledende grønlandske politikere i efteråret 2008. Man kan naturligvis spørge sig selv om, man fortsat skal anvende af så mange grønlandske og danske skattekroner (60% af det hjemmestyrets drift hidrører fra det danske bloktilskud) på et erhverv, som kun har meget få fremtidsmuligheder og fx fastholder fangernes børn i en socialt og uddannelsesmæssigt vakum. Er behovene ikke større andre steder?

5. Det viser sig at op mod halvdelen af de sælskind Great Greenland opkøber, indhandles af såkaldte fritidsfangere – dvs fangere som fx til dagligt er skolelærere, politibetjente, eller kontorchefer. De resterende skind indhandles af erhvervsfangere, som rigtigt nok er afhængige af indhandlingstilskuddet, men som i højere og højere grad forlader erhvervet til fordel for fx fiskeri. Mindre end 1000 mand kunne iflg KNAPK (fangerorganisationen) i 2000 siges at have sin hovedindkomst som fangere. Sidenhen er tallet faldet yderligere. I dag er en erhvervsfangeres gennemsnitsindtægt på 50.000 DKK – mens forskellen på rig og fattig i Grønland vokser dag for dag og nu er større end i USA. Og det er altså det erhverv, som Grønland ønsker at forsvare og fatsholde uden skelen til alternative muligheder indenfor uddannelse og erhvervsudvikling. Jeg vil mene, man gør fangerne og deres familier en bjørnetjeneste ved ikke at løse problemet mere grundlæggende.

6. EU vil undtage bl.a. grønlandske sælskind fra sit eventuelt kommende importforbud. Uanset dette frygtede forbud er sælskindseksporten fra Grønland stort set gået i stå indenfor det seneste 1½-2 år. Udenlandske pelshandlere oplever manglende interesse for sælskind bla. pga af de milde vintre. Endvidere har grønlandske sælskind meget hård konkurrence fra især canadiske sælskind, da de sidstnævnte er af meget højere og ensartet kvalitet. Bl.a. derfor forsøgte Great Greenland i al stilhed at handle med canadiske sælskind fra 2004-2006, indtil det blev afsløret af bl.a. Politiken. At canadiske skind i skindhandlernes øjne er bedre end de grønlandske, kan man læse i Great Greenland egne indberetninger fra 2005 og 2006 til sin ejer, Grønlands Hjemmestyre.

7. Da Great Greenlands handel med canadiske sælskind blev afsløret i 2006 i udlandet, blev den canadiske sælungefangst i skarpe vendinger først fordømt af Aqqaluk Lynge fra ICC med ordene: ”I modsætning til inuit fangerne, anvender New Foundlænderne naturen som slagtehus”. Allerede få dage efter skiftede Aqqaluk Lynge mening og bakkede op om de canadiske sælskindsjægere. Man kan spekulere over hvorfor det skete, men en nærliggende hypotese er naturligvis, at de grønlandske fangstmetoder ikke tåler omverdenens lys i end moderne og forhåbentlig oplyste tid.

De venligste hilsner

Thor Hjarsen

Grønlandsk sælfangst ikke truetSælfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen lør, juli 26, 2008 17:11

Grønlandsk sælfangst ikke truet

Af Thor Hjarsen, arktisk biolog, EcoAdvise.dk

Lad os først slå fast, i Grønland hersker regulær fattigdom – særligt ude i bygderne. Men det kan hverken EU eller sælfangst ændre på.

Med en årsløn på 50-70.000 kr, kan ingen fanger leve af sin fangst. Han er afhængig af konens løn.

Kun canadiske sælskind forbydes

Nu vil EU forbyder import af sælskind. Selv de, der rejser til den store ø i nord, er så forblændet af deres indre grønlandske glansbillede, at de ikke vil se fakta. De påstår, at EU’s forbud er en trussel mod det grønlandske fangersamfund.

EU’s forbud er rettet mod canadiske og norske, kølledræbte sælunger, der 2-8 uger gamle, dræbes af fiskere bevæbnet med køller på isen ud for bl.a. New Foundland.

Forbuddet omfatter ikke de grønlandske sælskind.

Grønland får derimod eneret til det europæiske marked for sælskind. En detalje som selv Grønlands øverste embedsmand for fangst og fiskeri undlader at fortælle dansk presse.

Sæljagt for sjov

EU’s forbud betyder intet for grønlændernes muligheder for at gå på sælfangst. Der fanges allerede 180.000 sæler årligt i Grønland. Det vil fortsætte.

Af fangsten eksporteres ca. 50.000 sælskind. Dog ikke uden 500 tilskudskroner bundet i halen på hvert enkelt skind.

Sælskind i Grønland opkøbes, eller indhandles, som man kalder det, med betydelig støtte fra skatteyderne. I alt 26,5 millioner kroner om året.

Det har også vist sig, at 3 ud af 4 sælskind indhandles af det, der i Grønland hedder fritidsfangere. Det vil sige skolelærere, politimænd og taxichauffører, der i weekenden sejler ud på fjorden og skyder sæler for sjov.

Den rigtige fanger – erhvervsfangeren – indhandler kun hvert fjerde skind, og af hans indtægt stammer 90 ud af 100 kroner fra fisk og rejer.

I hele Grønland er der blot 1.000 erhvervsfangere ud af en befolkning på 56.000 mennesker. Fangst som erhverv er allerede ved at uddø, og det er hverken EU eller dyrevennernes skyld.

Sælkød smides ud

I dele af Grønland er sælkød stadig vigtigt for familierne. Kødet spises eller og gives til hundene. I et begrænset omfang sælges kødet også på ”brættet” – det lokale fanger-marked.

Men der er også områder i Grønland, hvor sæler skydes, skindet flås af og kroppen dumpes fjorden. Den grønlandske radioavis fortalte forleden, at på to uger var 2.500 sælkroppe smidt i havet af fangerne fra en lille sydgrønlandsk by. Kun skindet kunne sælges. Her gider folk ikke æde sælkød. Om det er ”traditionel levevis”, som bør beskyttes af EU, er vist en smagssag.

Ingen ved, hvor meget frisk fangstkød, der smides ud i hele Grønland. Vi ved kun, at hver eneste grønlænder, fra spæd til olding, skal spise sig gennem næsten ½ kilo kød hver dag. Naturligvis en umulighed.

Uansvarlige politikere

For Grønlands og fangerens økonomi er sælskind helt ubetydeligt. Landskassen kunne endda spare mange penge ved at stoppe sælskindseksporten nu og her. Penge, der i stedet kunne bruges på fx de mange selvmordstruede børn.

For i Grønland begår børn selvmord, mens politikerne forærer sig selv store villaer. Eller rejser ud i verden og påstår, at sælfangst handler om nationens overlevelse. Måske mest for at flytte fokus.

Hvor er effekten af 80'ernes antisælskindskampagne?Sælfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen søn, juni 22, 2008 14:22

Blog image

(Kilde: Grønlands Statistik).

Det forlyder jævnligt i Grønland, at babysælkampagnerne i 1980'erne ødelagde den grønlandske sælskindseksport. Men passer det? Kigger man på tallene, kan det med ligeså god ret hævdes, at babysælkampagnerne hjalp de grønlandske sælfangere!

Man fik nemlig adgang til lukrative tilskudsordninger, der med årene blot er blevet større og større. Og eksporten? Ja, den steg også har i dag aldrig har været højere. Siden starten af 1990'erne har den ligget stabilt på omkring 50.000 sælskind årligt.

Fakta er, at indhandlingen af sælskind var uændret i alle år i 1980'erne. Efterfølgende voksede den endda til det dobbelte (se figuren ovenfor). Samtidig brugte hjemmestyret stadig flere og flere penge på at støtte sælfangerne og drive Great Greenland; den hjemmestyre-ejede garveri.

Alt tyder endda på, at det høje indhandlingsniveau bliver reguleret af størrelsen af det offentlige tilskud, og ikke af eksporten af sælskind fra Grønland til omverden, da den synes at være nogenlunde stabil på 40-60.000 skind/år. Uanset indhandlingen.

Great Greenland, som garver og markedsfører vores sælskind, ville derimod fordampe fra jordens overflade, samme dag som driftstilskuddet på 7,5 millioner kr stoppede.

Indhandlingstilskuddet pr. sælskind var i 1981 på 140 kr og toppede i 2001 med 364 kr pr. skind. I visse år var tilskuddet samlet på mere end 30 mio. kr.

I 2007 bidrog grønlandske skatteydere med 19 mio til sælskindsindhandlingen, ud over driftstilskuddet til lønninger og bygninger i Great Greenland. Dét år betalte skatteyderne 357 kr for hvert af de 70.000 sælskind Great Greenland fik mellem hænderne. Det samlede offentlige tilskud per eksporteret skind er endnu højere. Hvert enkelt sælskind, der sendes ud af Grønland, har bundet 500 skattekroner i halen.

Men alligevel hutler de grønlandske erhvervsfangere sig igennem hverdagen med en årlig indtægt på 70-80.000 kr om året. Hvorfor mon?

En RUC-undersøgelse af fangernes socioøkonomiske forhold viser nemlig overraskende, at 3 ud af 4 sælskind indhandles af fritidsfangere og ikke af de trængende erhvervsfangere. De grønlandske erhvervsfangere ligger derfor i direkte konkurrence med håndværkere, embedsmænd, skolelærere og taxichauffører, som allerede tjener en god løn.

Man kan undre sig over, hvorfor KNAPK og ICC ikke protesterer over dette forhold. Hvorfor bakker man ikke op, når de 20-25 erhvervsfangere i Ittoqortoomiit siger, de kan indhandle 4.000 skind om året (Sermitsiaq Erhverv, uge 17/2007)? Det de østgrønlandske fangere mangler, er simple indhandlingsfaciliteter og et indhandlingstilskud. I stedet havner millioner af kr i lommerne på folk, der skyder sæler for sjov.

RUC's undersøgelse af indhandlingen viste også, at sælskind i erhvervsfangerens samlede økonomiske regnskab, er ubetydelige. Sælskind udgør højest 7-8% af fangernes indhandling. Deres hovedindkomst stammer fra rejer, krabber og fisk, med mere end 90% af indkomsten (se figur herunder). Netop rejer, krabber og fisk indhandles og eksporteres fra Grønland stort set uden offentlige tilskud.

Blog Image

(Årlig indhandling, 1992-2002 - lyserød: skaldyr, blå: fisk, lyseblå: sæl. Lodret akse: DKK. Kilde: Rasmus Ole Rasmussen's rapport til Grønlands Hjemmestyre om fangererhvervets økonomi, 2005 - link herunder).

Statistikkerne viser dermed, at det ihvertfald ikke er erhversfangernes økonomi, som bliver påvirket af EU's varslede importforbud. Hverken faldende eller øget indhandling eller eksport af sælskind fra Grønland har nogen signifikant betydning for de i forvejen fattige fangerfamiliers samlede indkomst. Hvorfor? Fordi sæler udgør en så lille del af deres indkomstgrundlag.

Tilgengæld har sælerne stor betydning for fangernes subsistens-økonomi i de tilfælde, hvor kødet anvendes i husholdning eller som foder til slædehunde. Dette må ikke undervurderes. Denne anvendelse er netop uafhængig af eksporten og dermed forbrugernes eventuelle misforståede boykot efter et EU-forbud.

Problematisk er det så, at op mod 100.000 sælskind hvert år "forsvinder" op i den blå luft, og tusindvis af sæler i Sydgrønland dumpes i havet fordi ingen gider æde kødet. Der kasseres enorme mængder af sælskind og sælkød i Grønland for at skaffe 50.000 sælskind i eksportkvalitet.

Den ovennævnte undersøgelse blev gennemført på det grønlandske hjemmestyres foranledning af RUC-forskeren Rasmus Ole Rasmussen. Rapporten kan downloades som PDF fra hjemmestyrets hjemmeside her ("Analyse af fangererhvervet..." under "Fangst". Fig. 7.1, samt de tilhørende bemærkninger i rapporten viser, at fritidsfangerne høster 3/4 af hjemmestyrets indhandlingstilskud til sælskind).

Losseplads-skandale i SydgrønlandMiljøforhold i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen søn, maj 04, 2008 16:27

Dumpen i Narsaq er en miljømæssig skandale. Affald flyder på åben grund og sikres ikke mod fx vind og vejr. Det meste affald skubbes direkte ud mod en smuk, lavvandet bugt tæt på byen. Smeltevand leder formentlig giftstoffer direkte ud i fjorden - ingen ved det. Lokale borgere har mange gange protesteret imod denne skandale, men de ansvarlige grønlandske miljømyndigheder synes endnu ikke villige til at gøre noget ved problemet. I bugten foran affaldsdyngerne samler de lokale indbyggere muslinger, der fiskes om vinteren på isen, og om foråret søger tusindvis af edderfugle føde på det lave vand - tæt på affaldsdyngerne. Ingen har tilsyneladende styr på affaldsbunkerne.

Modsat mange andre grønlandske lossepladser, har man ikke et forbrændingsanlæg i Narsaq. En smule af affaldet brændes af i åbne cement-siloer. Olie og kemikalier synes at lække fra tønder og dunke hensat på området. Bilbatterier henstår tilfældigt. Køleskabe og andre hårde hvidevarer ligger i bunker og ruster.

Se de rystende fotos her: http://picasaweb.google.dk/EcoAdvise/DumpInNarsaqSouthGreenlandApril2008.

Ingen isbjørne-eksportIsbjørne i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen lør, marts 15, 2008 09:23

EU's videnskabelige udvalg besluttede ikke at forbyde import til EU fra Grønland af isbjørneskind, -kløer og -kranier på et møde i startet af marts. Det skete fordi Grønland en uge tidligere frivilligt forbød al eksport.

Dette frivillige eksportforbud fra Grønland blev taget næsten et halvt år efter, at det grønlandske videnskabsråd for Washingtonkonventionen havde udtalt at eksport af isbjørneprodukter ikke er bæredygtigt. Washingtonkonventionen/CITES kræver at både eksport- og importlande laver sådanne bæredygtighedserklæringer. Danmark har ikke lavet sådanne erklæringer og de seneste års talrige importer af bl.a. isbjørneskind fra Grønland har derfor været i direkte strid med konventionen og de tilsvarende EU-regler.

EcoAdvise har fået aktindsigt i Skov- og Naturstyrelsen og derved fået dokumenteret, at der bare i 2006-7 er blevet importeret 17 isbjørneskind til Danmark med kommercielt formål. Dette er dermed i strid med reglerne. De samlede transaktioner over de sidste 5 år er langt højere - disse tal vil senere blive oplyst her.

Der bliver hvert år skudt op mod 150 isbjørne i Grønland. Biologerne anbefaler at der maksimalt skydes ca. 90 bjørne, hvis fangsten skal være bæredygtig. Isbjørnene er stigende problemer med klimaændringerne og fx er ynglesuccess og vækstrater hos canadiske isbjørne stærkt reduceret.

Et isbjørneskind kan i EU sælges for 40-50.000 kr. Efter det grønlandske eksportforbud vil priserne givetvis stige endnu mere.

Måske importforbud?Isbjørne i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen man, februar 25, 2008 15:27

I fredags forbød Skov- og Naturstyrelsen midlertidigt for import af isbjørneproukter til Danmark. Kort efter blev det fra Grønland offentliggjort at man stoppede al eksport.

På fredag den 29. februar skal EU's videnskabelig udvalg vedrørende handel med truede dyr tage stilling til om man vil forbyde import af grønlandske isbjørneprodukter til hele EU.

Til grund for EU's beslutning ligger bl.a. Grønlands Naturinstituttets vurdering af, hvorvidt denne handel er til skade for arten. EcoAdvise har fået aktindsigt i denne vurdering, hvor det bl.a. fremgår (citat):

"Da de nuværende fangster fra alle bestande, herunder den kombinerede grønlandske og canadiske fangst ikke kan påstås at være bæredygtige, og der ikke findes noget handelssystem, som kan være med til at skelne mellem isbjørneprodukters oprindelse, kan det ikke konkluderes, at den nuværende eksport af isbjørneprodukter fra Grønland ikke har en skadevirkning." (Grønlands Naturinstitut i brev af 29.10.07 tilsendt Direktoratet for Miljø og Natur, Nuuk)

Forbuddene gælder dog kun skind, kranier og kløer til kommercielle formål - dvs at turister, der rejser i Grønland, stadig kan medbringer produkter fra isbjørn.

Det må dog alligevel formodes, at EU eventuelle importforbud for isbjørn kan få stor betydning for andre landes beskyttelse af arten.

EU har tidligere forbudt import af både narhval og hvalros fra Grønland, med henvisning til at fangsten ikke er bæredygtig.

En tidligere undersøgelse af eksporter af narhval-produkter fra Grønland foretaget af EcoAdvise viste dog, at 98% af eksporterne fra Grønland blev foretaget af turister. Dermed er sådanne handelsforbud stort set er virkningsløse for arterne og for fangernes indkomst.

Opdatering vil følge.

Læs om forbuddet her (Sermitsiaq) eller her (Skov- og Naturstyrelsen).

Endelig handlingIsbjørne i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen fre, februar 22, 2008 16:54

Langt om længe tages Washintonkonventionens alvorligt af Skov- og Naturstyrelsen. At Grønlands forvaltning af konventionen ligger lysår foran Danmarks, viser denne sag med al tydelighed.

Danmark har idag forbudt import af produkter fra Grønland af isbjørn (læs mere her). EU behandler spørgmålet i næste uge og ventes ligeledes at lave importforbud til hele EU.

Men Danmark har ikke gjort dette frivilligt. I mange år har Skov- og Naturstyrelsen siddet al videnskabelig viden om de grønlandske fangstdyrs tilbagegang overhørig og udstedt CITES-tilladelser på samlebånd. Man har vendt det blinde øje til fakta og tilladt handel med narhval, hvalros, hvidhval og isbjørn.

Danmark er centrum også for international handel med grønlandske produkter, og styrelsen har derfor haft al mulig grund til at være opmærksom. Særligt da importen steg voldsomt for få år siden.

Styrelsen har også ignoreret Verdensnaturfondens rapporter fra 2003 og 2005, som alene var baseret på offentliggjorte, officielle rapporter.

Ved at undlade af få lavet danske videnskabelige vurderinger, som både EU-reglerne og Washingtonkonventionen ellers kræver, har styrelsen dermed undgået at indføre sådanne importforbud eller -begrænsninger.

Der er ingen tvivl om, at Skov- og Naturstyrelsen bevidst har undladt at tage stilling i sagerne - og man derved har forbrudt sig på konventionens artikel 6 og EU-bekendtgørelsens artikel 4(2). Årsagen til dette kan man kun gisne om.

Nu gik den så ikke længere. Kun fordi Grønlands hjemmestyre på få år har fået betydeligt mere styr på sin handel med produkter fra truede dyr, har man taget sagen op i Danmark.

I december lavede Grønlands Naturinstitut sin videnskabelige vurdering om isbjørn Alt tyder på, at denne vurdering har tvunget styrelsen til at lave importforbuddet. Et så vægtigt dokument kunne man trods alt ikke ignorere. Naturinstituttet skriver nemlig direkte, at man ikke kan anbefale handel med produkter fra isbjørne, da fangsten ikke er bæredygtig.

Herefter har det blot taget Skov- og Naturstyrelsen 2 måneder at beslutte sig for et importban - tilfældigvis blot 7 dage før et kritisk møde i EU. Danmark har dog haft chancen for at agere de sidste mange årtier, men det er altså ikke sket. Så ros fortjener man ikke i Haraldsgade, hvor styrelsen bor.

Hjemmestyret har siden slutningen af oktober siddet med viden om, at dette importforbud var på vej, men man er gået stille med dørene - også under det netop overståede fangerseminar i Nuuk. Fangerne er endnu en gang blevet snydt af landsstyret. Men det er set før.

Ansvaret for isbjørnenes alvorlige tilstand i Grønland falder naturligvis tilbage på skiftende grønlandske landsstyrer. Man har først indført fangstkvoter, da det var for sent. Advarsler har der ellers været mange af genem årene: overfangst, klimaændringer og forurening. Årtiers fri jagt på langsomt reproducerende havpattedyr, har selvfølgelig sin negative virkning på bestandene.

EU har tidligere lavet importforbud for hvalros og narhval på baggrund af de grønlandske bestandes tilbagegang og fangst langt over et bæredygtigt niveau.

Priser på produkter fra truede grønlandske arter er stigende. Hele narhvaltænder handles fx i Danmark nu for 60-80.000 kr og isbjørneskind for 30-50.000 kr.

EcoAdvise følger sagen og har bl.a. bedt om aktindsigt i Skov- og Naturstyrelsen i Danmark, samt Direktoratet for Miljø og Natur i Grønland.

Sidste nyt: En række dokumenter er netop til aften blevet frigivet af Skov- og Naturstyrelsen. Opdatering følger.

Fangernes fremtidHvalfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen ons, februar 20, 2008 22:08

Lige nu pågår der et fangerseminar i Nuuk.

Emnerne er ifølge presserapporterne mange, men frem for alt handler det tilsyneladende om at fastholde fangerne i deres såkaldte erhverv.

Landsstyrets mand, Finn Karlsen, formastede sig til at antyde, at 700 fangere kunne bruges i minerne.

I Grønland er et af problemerne bl.a. arbejdsmarkedets manglende flexibilitet. Men det er en en situation, som fastholdes af politikerne, ved bl.a. at yde støtte til at folk kan gå på jagt, når vejret tillader det.

Finn Karlsens udtalelse medførte skarpe protester fra fangerne (se her).

Forholdene er naturligvis ikke meget forkellige fra Danmark, hvor landmændene indkasserer 11 mia. skattekroner kr årligt for overhovedet at gå på arbejde.

Som Danmark trænger Grønland også til nogle strukturændringer indenfor "natur-erhvervene". I Danmark er problemet hovedsageligt miljømæssige (fx svinegyllen), men i Grønland betyder støtten, at op mod 2.500 store, stærke mænd ikke behøver at finde sig et af de mange ledige jobs. Bl.a derfor er det stadig nødvendigt at importere arbejdskraft udefra.

Når minedriften kommer igang, skal der besættes hundredevis af stillinger. Det bliver med den nuværende erhvervsstruktur, naturligvis også med udenlandsk arbejdskraft.

Visionerne i Grønland går stadig på øget økonomisk støtte til fangerne, en illusorisk fangerskole og drømme om større kvoter på ikke eksisterende dyrebestande. I stedet bør opgøret tages. Fangerseminaret kunne også være brugt til at indse at de gode tider er ved at rinde ud. Man kunnehave brugt tiden på at finde den mindst smertefulde måde at omstille sig til de nye tider.

Hjemmestyrets ledende embedsmænd og grønlandske politikere taler i stedet fangerne og ICC efter munden. Og man fastholder derfor fangerne i en situation med svigtende fangst (pga overfangst og klimaændringer), dårlig økonomi (i gennemsnit 50.000 kr/år) og social armod (det er i bygderne de sociale problemer for alvor huserer).

Det er tid til at tage et opgør og skære i antallet af fangere - ligesom det skete i den europæiske fiskeriflåde for mange år siden.

At tale om, at fangerne er de eneste rigtige kulturbærere, der er tilbage i Grønland, er kun et udtryk for en arrogance, der cementere billedet af fangerne som kustoder i et frilandsmuseum. Og det kan hverken fangerne eller vi være tjent med.

(Læs også Sermitsiaqs leder her).

Grønlandshvaler eller ej?Hvalfangst i Grønland

Oprettet af Thor Hjarsen tir, februar 12, 2008 13:59

Søndag den 17. februar bringer Politiken en artikel om Grønlands bestræbelser på at få en hvalfangstkvote på de sjældne Grønlandshvaler.

Den grønlandske hvalfangst har i dag intet med oprindelig hvalfangst at gøre. Metoderne er riffelfangst, hvor hvaler på op til 12 meters længde forfølges fra joller og skydes indtil de forbløder og drukner, eller man anvender harpunkanoner i lighed med hvalfangsten i Norge og Japan.

Harpunkanonerne kendte man ikke til i Grønland før Danmark sendte skibet M/S Sonja op kort før 2. verdenskrig. M/S Sonja og efterfølgeren M/S Sonja II sejlede i flere år op og ned langs Grønlands kyster, skød hvaler og slæbte dem ind til kysten. Her var der tale om ren kødforsyning. I dag er Grønland velforsynet med fødevarer.

Grønlands påståede behov for hvalkød på flere hundrede tons årligt, stammer fra beregninger fra starten af 1990'erne. I dag er der sket meget og importen af fx svinekød og hundefoder er langt højere end den gang. Måske ikke ønskværdigt, men en realitet. De grønlandske forbrugere vælger at op mod 90% af det kød de spiser, er importeret.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at fangsten nærmest er halveret fra 1995 til 2003 jf RUC-forskeren Rasmus Ole Rasmussen. Antallet af erhvervsfangere er desuden faldet fra mere end 6.000 til blot ca. 2.500 mand. Heraf betragtes kun de ca. 1.000 som aktive fangere af fangerorganisationen, KNAPK.

Fangstens betydning i det moderne Grønland er efterhånden minimal.

Tallene nævnt ovenfor stammer fra en analyse, der blev gennemført for hjemmestyret i 2005. Den viste også, at hver eneste grønlænder fra spæd til olding hver dag på papiret skal spise sig igennem 270 gram fisk, fugl og hvalkød. Dertil kommer ca. 220 gram importeret kyllinge, svine- og oksekød - hver dag! (læs mere her).

Der er altså ca. 1/2 kilo kød og fisk til rådighed pr. grønlænder pr. dag. Alligevel kæmper Grønland og Danmark for større hvalkvoter i IWC.

Hvalkød og -spæk er i dagens Grønland et dyrt luksusprodukt, som nærmest kun spises til fester og kaffemik. Med priser på 100-130 kr/kg for hvalkød er det de færreste almindelige grønlandske forbrugere, der har råd.

Hvalfangst løser ikke Grønlands mange problemer.

Thor Hjarsen