Ecoadvise Blog

Ecoadvise Blog

Natur og miljø i Grønland

Denne blog er i februar 2008 oprettet for at bringe nyheder og links om natur og miljø i Grønland.

Endelig, og ikke mindst, er bloggen åben for diskussion og kommentarer om disse emner.

Læs andre nyheder og baggrundsinfo om fangst og fredning af havpattedyr og fugle i Grønland her (på engelsk).

Indlæg vil blive slettet/redigeret, såfrem de ikke opfylder krav til saglighed, indhold og almen interesse.

Sælskind og sultne børn

Sælfangst i GrønlandOprettet af Thor Hjarsen man, februar 16, 2009 23:24

Ole Christiansen er medlem af Europa parlamentet for Socialdemokraterne - i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende den 10. februar 2009 forsvarer han den grønlandske sælskindseksport og kobler den direkte med problemerne med de sultne grønlandske børn.

Her er min e-mail til Ole Christiansen sendt den 16. februar 2009:

Kære Ole Christensen,

Jeg har med interesse - og bekymring - læst dit læserbrev til Nordjyske Stiftstidende. Indlægget rummer desværre en række udsagn, som enten er mangelfulde eller direkte misvisende.

Til din orientering har jeg arbejdet med grønlandsk fangst og naturbeskyttelse siden 1999 som biolog – først ansat i hjemmestyret og sidenhen som rådgiver. Jeg besøger Grønland flere gange årligt og har rejst på det meste af kysten – både i Vest og Øst. For nogen er dette vigtigt at vide – uvidenhed bruges desværre tit i flæng i grønlandske spørgsmål til at affærdige kritikere.

Lad mig starte fra en ende af:

1. De grønlandske sælfangstmetoder endnu mere problematiske end de canadiske. Dette er et udsagn fra det grønlandske hjemmestyres ledende dyrlæge, da Great Greenland i 2006 blev afsløret i af handle med canadiske sælungeskind:

I Grønland skyder man, som du ved, sæler med rifler, eller drukner dem i garn. Det er uendeligt få af de 350.000 sæler i Grønland, der fanges på traditionel manér – dvs med harpun. Mht riffelfangsten er tabene ved fangsten meget høj – 25-32% af sælerne synker jf hjemmestyrets egen undersøgelse af sælfangsten. En undersøgelse, der blev fremlagt på et NAMMCO møde i København i 2006. Dvs der er meget store tab i Grønland under denne form for fangst. I Canada er tabene noget nær 0%, da alle ungsæler der slås ned med hakapik, flænses. Endvidere medfører anskydning i Grønland store lidelser for de ramte dyr. Tilsvarende anskydningsprocenter går igen i den grønlandske fangst af fx småhvaler og hvalros.

Mht fangsten i sælgarn, foregår der en bevidst drukning af sælerne (tilsvarende fangstmetode bruges også på hvidhvaler i Grønland). Denne form for fangst er direkte undtaget fra den grønlandske dyreværnslov, mens man i resten af verden (herunder Danmark) gør sig store anstrengelser for at undgå at fx marsvin drukner i fiskernes garn.

2. Der er ingen direkte kobling mellem Grønlands sultne børn, sælfangsten og den grønlandske eksport af sælskind. At lave denne forbindelse, er simpelthen i modstrid med al viden. To uafhængige beregninger har vist, at der er 350-450 gram kød til rådighed pr. dag til hver eneste grønlænder – fra spæd til olding. Heri er indregnet al kødimport, samt egen fangst af havpattedyr, fugle, rener og moskusokser – endda fratrukket det som slædehundene spiser. Den seneste beregning er foretaget af Rasmus Ole Rasmussen, RUC på foranledning af Hjemmestyret. Så børnene behøvede ikke at sulte – for mad er der masser af i Grønland, men rigtigt meget går til spilde. Fx fordi narhvaler nedlægges og kun spækket og tænderne tages med, mens kødet efterlades på øde strande. En sådan sag blev senest omtalt i bl.a. danske medier i 2008.

3. Sælkød kasseres i meget stort omfang i Grønland – særligt i Sydgrønland, som er udenfor hundeslædedistriktet. Herom kunne man fx læse på KNR i april 2008 hvor mere end 2000 sælkroppe var kasseret på 14 dage i Paamiut. Sælkødet og sælskindene kan IKKE løse Grønlands massive sociale problemer, hvor også børnene er endt som ulykkelige ofre for visse forældres og samfunds svigt. Børnenes (og de voksnes) vilkår handler om fejlslagen beskæftigelses-, uddannelses-, bolig- og socialpolitik under 25 års selvstyre. Sæl- og hvalkød er efterhånden kun noget grønlændere spiser til festlige sammenkomster - kg prisen forhindrer at almindelige familier kan spise det oftere. Importeret dansk svine- og kalkunkød er billigere, hvilket man kun kan begræde.

4. Sælskindsindhandlingen finder alene af sted pga af et generøst hjemmestyretilskud på samlet 30 mio kr årligt. Heraf ender de 10 mio kr i Great Greenland, mens de sidste 20 mio udbetales til fangerne. Der er ingen direkte kobling mellem indhandlingen af sælskind og eksporten – hjemmestyret har gennem årtier opkøbt sælskind uanset om de kunne eksporteres eller ej. Enorme mængder af skind er kasseret på dumpen i Qorqortoq gennem mange år. Den dag tilskuddet forsvandt, ville skindindhandlingen også uddø. Den er en social støtteordning, hvilket også blev indrømmet af ledende grønlandske politikere i efteråret 2008. Man kan naturligvis spørge sig selv om, man fortsat skal anvende af så mange grønlandske og danske skattekroner (60% af det hjemmestyrets drift hidrører fra det danske bloktilskud) på et erhverv, som kun har meget få fremtidsmuligheder og fx fastholder fangernes børn i en socialt og uddannelsesmæssigt vakum. Er behovene ikke større andre steder?

5. Det viser sig at op mod halvdelen af de sælskind Great Greenland opkøber, indhandles af såkaldte fritidsfangere – dvs fangere som fx til dagligt er skolelærere, politibetjente, eller kontorchefer. De resterende skind indhandles af erhvervsfangere, som rigtigt nok er afhængige af indhandlingstilskuddet, men som i højere og højere grad forlader erhvervet til fordel for fx fiskeri. Mindre end 1000 mand kunne iflg KNAPK (fangerorganisationen) i 2000 siges at have sin hovedindkomst som fangere. Sidenhen er tallet faldet yderligere. I dag er en erhvervsfangeres gennemsnitsindtægt på 50.000 DKK – mens forskellen på rig og fattig i Grønland vokser dag for dag og nu er større end i USA. Og det er altså det erhverv, som Grønland ønsker at forsvare og fatsholde uden skelen til alternative muligheder indenfor uddannelse og erhvervsudvikling. Jeg vil mene, man gør fangerne og deres familier en bjørnetjeneste ved ikke at løse problemet mere grundlæggende.

6. EU vil undtage bl.a. grønlandske sælskind fra sit eventuelt kommende importforbud. Uanset dette frygtede forbud er sælskindseksporten fra Grønland stort set gået i stå indenfor det seneste 1½-2 år. Udenlandske pelshandlere oplever manglende interesse for sælskind bla. pga af de milde vintre. Endvidere har grønlandske sælskind meget hård konkurrence fra især canadiske sælskind, da de sidstnævnte er af meget højere og ensartet kvalitet. Bl.a. derfor forsøgte Great Greenland i al stilhed at handle med canadiske sælskind fra 2004-2006, indtil det blev afsløret af bl.a. Politiken. At canadiske skind i skindhandlernes øjne er bedre end de grønlandske, kan man læse i Great Greenland egne indberetninger fra 2005 og 2006 til sin ejer, Grønlands Hjemmestyre.

7. Da Great Greenlands handel med canadiske sælskind blev afsløret i 2006 i udlandet, blev den canadiske sælungefangst i skarpe vendinger først fordømt af Aqqaluk Lynge fra ICC med ordene: ”I modsætning til inuit fangerne, anvender New Foundlænderne naturen som slagtehus”. Allerede få dage efter skiftede Aqqaluk Lynge mening og bakkede op om de canadiske sælskindsjægere. Man kan spekulere over hvorfor det skete, men en nærliggende hypotese er naturligvis, at de grønlandske fangstmetoder ikke tåler omverdenens lys i end moderne og forhåbentlig oplyste tid.

De venligste hilsner

Thor Hjarsen

  • Kommentarer(0)

Fill in only if you are not real





Følgende XHTML-tags er tilladt: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS og Javascript er ikke tilladt.